Titel: The
Cuckoo’s calling
Forfatter:
Robert Galbraith
Forlag: Sphere
Sider: 449
Sprog (læst): Engelsk
År: 2013
Bedømmelse:
Det tog mig lidt tid, jeg købte bogen hjem lige efter
sommerferien sidste år (altså 2013), men det var først her i julemåneden at jeg
fandt tiden til at læse den – efter alle de andre bøger jeg lige skulle have
læst først.
Gøgens kalden, som bogen er oversat til på dansk, er den
første bog om den afdankede detektiv Cormoran Strike. Som mange af jer sikkert
er klar over så er forfatteren Robert Galbraith jo et pseudonym. Der gik ikke
mere end et par uger før det var overalt i medierne at Robert Galbraith i
virkeligheden var ingen anden end JK Rowling. Når nu man er klar over det kan
man godt genkende hendes skrivestil i bogen, og hun har igen skabt karakterer
med dybde og som man har lyst til at læse mere om. Det er essentielt hendes
styrke, det var det samme med The Casual Vacancy, som også var et klædeskab af
spændende og til tider excentriske karakterer. Ikke mindst hovedpersonen
Strike, som den afdankede krigshelt med en let broget fortid, der hele tiden
sniger sig ind på ham i løbet af den pågældende sag med ting der minder ham om
sin barndom.
The Cuckoo’s Calling er et spændende krimipust der gav mig
en lidt større lyst til måske at læse lidt flere krimier. For skal jeg være
ærlig er det aldrig en genre jeg har læst meget. Den evindelige undren over
hvem der har gjort det samt den lange udtrækning for at få det til at strække
en hel bog har aldrig været min kop the. Til gengæld har jeg altid godt kunne
se en god krimi serie på TV – og måske er det netop fordi jeg med sikkerhed ved
at jeg får at vide hvem der er skurken indenfor en time.
Som sagt var det ikke den udstrækning jeg sad med i det her
tilfælde, og jeg tror netop det er fordi der er skabt de her karakterer som man
har lysten til at fordybe sig i. Selve sagen der bliver sat foran detektiv
Strike i begyndelsen af bogen er som sådan ikke en sindsoprivende sag – en model,
der tilsyneladende har begået selvmord, men en bror der ikke mener det er så
lige til – men derimod er det måden hvorpå sagen bliver løst der er tiltalende,
fordi Strike måske bruger lidt uortodokse metoder. Det kan jeg selvfølgelig
ikke udtale mig 100% omkring eftersom jeg ikke har den rette viden indenfor
faget eller har læst særlig mange krimier som sagt, men umiddelbart syntes jeg
ikke det er den normale detektiv opklaring Strike bruger.
Alt i alt vil jeg sige at The Cuckoo’s Calling er en
glimrende krimi som man fortaber sig i, ikke mindst på grund af de små detaljer
som bliver lagt frem igennem de interessante karakterer. På diverse hjemmesider
bliver det anført at bogen er en #1 i en Strike serie, så hvis man skal tyde
det korrekt kan vi formodentligt forvente flere opklaringer fra Cormoran Strike
i fremtiden. I så fald vil jeg endnu engang være tilbøjelig til at kaste mig
over en sjælden krimi i min stak at bøger til fritidslæsning.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar